Kashmir leder tankerne hen på højsletter, ekstreme årstider og bevægelser, der er givet videre fra generation til generation. Denne sjældne uld, der høstes én gang om året fra underulden på geden Capra hircus, rejser fra Centralasiens store vinde til de mest krævende værksteder. Blandt dem forsvarer Coulange 1918 en fransk fortolkning af et materiale, man troede var forbeholdt andre breddegrader.
At betro kashmir til franske værksteder er at underkaste en kostbar fiber en disciplin, som kun få egne stadig mestrer. Coulanges manufaktur er ikke en underleverandøradresse: den er forlængelsen af en tekstil savoir-faire, der er blevet plejet i mere end et århundrede. Hvert stykke, der forlader den, er ikke blot samlet i Frankrig; det er udtænkt, tilskåret og kontrolleret dér.
Fristelsen ville være at mangedoble farverne, snittene og kollektionerne. Coulange 1918 går den modsatte vej. Maison Coulange tilbyder en begrænset garderobe, skærmet mod trends, hvor hvert stykke svarer til en klar funktion. Denne enkelhed er ikke en stiløvelse. Den er konsekvensen af en enkel idé: luksus behøver ikke at gøre opmærksom på sig selv.
At tale om fransk kashmir er først og fremmest at tale om en vis modstand. Værkstedernes, der nægter at sprede sig, og husenes, der foretrækker gestussen frem for billedet. Coulange 1918 foregiver ikke at genopfinde kashmir. Maison Coulange nøjes med at respektere det — og det er måske, i en verden hvor alt accelererer, det sjældneste tilbud.