Der er i den feminine elegance en dimension, som unddrager sig enhver definition. Man genkender den uden at kunne forklare den, man fornemmer den uden at kunne navngive den. Den er en tilstedeværelse, en måde at være i verden på, som går gennem tøjet uden nogensinde at blive reduceret til det.
De mest elegante kvinder er ikke nødvendigvis de mest udsmykkede. Det er dem, der har forstået, at tøjet er en ramme, ikke et budskab. Det skal hverken råbe eller undskylde: det skal blot give den, der bærer det, friheden til at være sig selv, helt og fuldt, uden tvang og uden kunstgreb.
En velskåret jakke, en frakke der falder helt rigtigt, en cape der følger bevægelsen i stedet for at begrænse den: det er våbnene for en elegance, der ikke søger at overbevise. Farven vælges for det, den fremhæver i teinten, ikke for det, den proklamerer. Stoffet vælges for den måde, det taler med huden på, ikke for sit mærke.
Det, der gør en silhuet uforglemmelig, er ikke summen af dens beklædningsdele, men sammenhængen i dens valg. En elegant kvinde skifter ikke personlighed, når hun skifter påklædning. Hun forbliver sig selv, og hvert stykke, hun bærer, tilføjer blot en nuance til et portræt, der allerede er fuldendt.
I en verden, der hylder konstant forandring, er den stærkeste feminine elegance måske den, der vedkender sig kontinuiteten. Den, der opbygges tålmodigt, stykke for stykke, sæson for sæson. En elegance, der aldrig går af mode, fordi den aldrig har været på mode: den har altid ganske enkelt været et spørgsmål om præcision.