Vagtjakkerne, som blev brugt af flåderne fra begyndelsen af det 20. århundrede, var specielt udformet til soldater i tjeneste på skibenes dæk. Ordet "vagt" betegner den periode, hvor en sømand holder udkig, ofte midt om natten, udsat for vejr og vind og for det bidende kolde åbne hav. En vagt kan vare fra fire til seks timer afhængigt af flådetraditionen.
Jakkernes vigtigste opgave var at beskytte mod vind, fugt og kulde. De blev fremstillet i robuste materialer, der kunne modstå saltvand, ofte i uldklæde eller voksbehandlet bomuld, med høje kraver, dybe lommer og forstærkede lukninger for at sikre maksimal isolering. Deres design, styret af funktionen, blev efterhånden et forbillede for effektivitet.
Fra 1930’erne blev vagtjakker standardudstyr i de nationale flåder. I Frankrig indgik de i udrustningen for personel om bord, især i overflade- og ubådsstyrkerne. I modsætning til den personlige uniform blev disse jakker dog ofte udlånt af hæren og tildelt et bestemt skib eller en bestemt post og derefter omfordelt efter tjenestestederne. Sømændene kunne ikke beholde dem, når deres mission var slut.
For at lette identifikation og fordeling blev der påsat forskellige mærker på tøjet. Påskriften "MN" (Marine Nationale) var beregnet til overfladestyrkerne, mens andre mærkninger angav bestemte enheder som ubådsfolk, kommandosoldater eller tekniske tjenester. Mærkningerne gjorde det muligt at føre en stram logistisk styring og hurtigt identificere jakkerne i skibenes lastrum og omklædningsrum.
Fra 1950 til 1990 deltog Maison Coulange i denne industrielle indsats ved at fremstille vagtjakker og vagtoveraller til den franske hær, udformet til at modstå ekstreme forhold til søs. Stykkerne, fremstillet i familiens værksted, opfyldte de strenge krav til holdbarhed og beskyttelse, som tidens militære kravspecifikationer stillede. Coulange, grundlagt i 1918, var dengang fast leverandør af maritimt tekstiludstyr til Forsvarsministeriet. Denne historie fortæller vi også i vores artikel om den franske flådes forskellige dækjakker og på vores side om dækjakken.
Historisk set er vagtjakken et militært stykke tøj knyttet til pligten: den står for disciplin, modstandskraft og pligtfølelse. Dens udvikling gennem årtierne viser en konstant tilpasning til ekstreme forhold, med versioner der varierer fra flåde til flåde, men altid tro mod den oprindelige ånd: at tjene under de hårdeste forhold.
En bemærkelsesværdig illustration af denne arv er filmen Le Crabe-Tambour (1977), instrueret af Pierre Schoendoerffer. Her ser man officerer og sømænd fra den franske flåde på åbent hav, iført autentiske vagtjakker og vagtoveraller svarende til dem, Coulange producerede dengang. Filmen, der er kendt for sin militære realisme, viser udstyret i dets oprindelige sammenhæng og styrker dets plads i den franske kollektive bevidsthed.
Ud over den militære brug har vagtjakken påvirket mange æstetiske og tekniske strømninger inden for arbejdstøj og civilt tøj og er blevet et diskret symbol på robusthed og effektivitet. Læs mere om denne arv i vores analyse i artiklen om Coulange Heritage Parka.